I forgårs var det præcis 3 år siden, at jeg stod på scenen til DM i Bodyfitness.
Det var 3. gang at jeg stod der – men jeg vidste, at denne gang var absolut sidste gang! Ikke fordi, at jeg var blevet træt af at konkurrere og af hvad der dermed følger af afsavn pga. diæt m.m. – men fordi, at jeg modsat i 2006 og 2007 – også denne gang både havde leddegigt, opereret prolaps i lænden og en drilsk prolaps i nakken, at kæmpe med under forberedelsen op til dette DM.
Jeg gik ikke i finalen, og det var en kæmpe skuffelse på dagen, men allerede dagen efter – da den værste skuffelse havde lagt sig, så følte jeg mig alligevel lidt som en vinder!
På vandrehjemmet aftenen inden DM
Sanne Steffensen – DM i Bodyfitness 2013
Jeg havde i hvert fald vundet over min sygdom!
Ikke sådan at forstå, at jeg var blevet rask, for det bliver jeg aldrig – men jeg havde gjort det som ingen – heller ikke mig selv, troede var muligt, da jeg tilbage i 2007 blev ramt af svær leddegigt – som kom som lyn fra en klar himmel, og gjorde mig sengeliggende i mange måneder – indtil jeg blev nogenlunde medicineret.
Jeg havde nemlig trænet mig op til konkurrence igen, på trods af gigten og kom på scenen 😀 Jeg havde desværre ikke nok muskelmasse, da jeg denne gang ikke havde kunne træne med samme tunge vægte som tidligere – og samtidig mistede jeg også én del muskelmasse i kampen om, at komme langt nok ned i fedtprocent, som det kræves til konkurrence.
Men jeg gjorde det, og det gav mig så meget mere håb for fremtiden! En fremtid, der som kronisk syg jo ellers kan være noget uvist og skræmmende til tider…
Tro på dig selv – for du kan langt mere end du aner!
Forløbet op til konkurrencen var hårdt.. Sindssygt hårdt! Jeg havde dage, hvor træningen blev droppet, fordi jeg ikke engang kunne gå.
Men hver gang var jeg hurtigt klar igen, og som jeg nærmede mig DM – og kosten blev mere og mere striks og “ensformig”, ja så fik jeg det faktisk bare bedre og bedre.
Jeg vidste godt i forvejen, at kosten havde kæmpe betydning for min leddegigt, men jeg blev alligevel overrasket over HVOR stor betydning den havde.
Til sidst var jeg oppe på at kunne powerwalke 10 km!
Noget jeg på ingen måder kunne inden diæten.. I hvert fald ikke uden at få meget ondt efterfølgende. Dog bestod en hel del af min cardio på min motionscykel derhjemme, (Det er denne Kettler jeg har. Den er jeg rigtig glad for, og den holder på 5 år på trods af, at den har kørt rigtig mange kilometer) da det var mest skånsomt for leddene, og jeg samtidig var meget alene med vores dreng på 2 år, og kunne derved træne inden han var stået op eller om aftenen, når han var puttet.
Selvom jeg havde det forbløffende godt under diæten, så vidste jeg godt undervejs i forløbet – at hvis det lykkes, at komme på scenen – så var det sidste gang for mit vedkommende. Det er nemlig rigtigt hårdt og krævende, at blive klar til en fitness konkurrence, og absolut ikke mindre hårdt med en kroniske sygdom.
Magnus og jeg kort inden DM 2013
Samtidig var der også noget andet, som jeg simpelthen ikke kunne få ud af tankerne – noget som min mand og jeg ellers havde besluttet ikke skulle ske – nemlig et brændende ønske om, at få en lillesøster eller lillebror til Magnus.
Vi havde ellers fuldstændig afskrevet den mulighed, da vi allerede inden vi fik Magnus, blev frarådet af specielister at jeg blev gravid pga. min leddegigt.
Heldigvis lyttede vi ikke, og efter en meget smertefuld graviditet – pga. manglende medicin – kom Magnus til verden 4 uger før tid, men sund og rask og med en vægt på godt 3 kg 😀
Men jeg kunne simpelthen ikke holde ud at tænke på, at han aldrig skulle få en bror eller søster.. Jeg er selv tvilling, og tanken om at han ikke skulle opleve denne relation – ja det knuste altså mit hjerte fuldstændigt!
Meget stolt og glad storebror
Villum, som i morgen fylder 1 år
